Overvejer du at samarbejde med en erhvervspsykolog?
En erhvervspsykolog er en psykolog, der har specialiseret sig i psykologien på arbejdspladser.
Typiske opgaver er forbedring af arbejdsmiljøet, lederudvikling, ledercoaching, forandringsprocesser, ledergruppeudvikling, stressbehandling, udvikling af arbejdspladskultur, konflikthåndtering og samarbejde.
Hvordan bliver man erhvervspsykolog?
For at kalde sig erhvervspsykolog skal man være uddannet psykolog.
Som psykolog kan man specialisere sig i bestemte retninger, og når man arbejder med arbejdspladser kan man efteruddanne sig inden for det som psykologer kalder “arbejds- og organisationspsykologi”.
Alle psykologer der ønsker at blive specialist i deres ønskede retning, starter med at blive autoriseret, hvilket er en 2-3-årig efteruddannelse.
Herefter kan man påbegynde efteruddannelsen i arbejds- og organisationspsykologi, som består af følgende elementer:
- 3 års praksisarbejde hvor du arbejder med psykologien på arbejdspladser
- 360 timers teori, hvor du lærer grundlæggende organisationspsykologiske teorier og metoder
- 200 timers supervision, hvor du får sparring på dine egne opgaver fra en erhvervspsykolog der er specialist i arbejds- og organisationspsykologi
- 40 timers personligt udviklingsarbejde, hvor du arbejder med dig selv i relation til dit arbejde som erhvervspsykolog
Det tager typisk 3-5 år at blive specialist, hvis man er rimelig målrettet. Når man opfylder disse krav, kan man kalde sig specialist inden for arbejds- og organisationspsykologi.
Det er Dansk Psykolog Forening, der godkender at man opfylder kravene til at blive godkendt som specialist. Det er også i denne proces, at man begynder at finde interesseområder som man synes er rigtig spændende og vil fordybe sig mere i.

Hvad laver en erhvervspsykolog?
En erhvervspsykolog arbejder med psykologien på arbejdspladsen. Dette dækker over rigtig mange forskellige områder. F.eks.:
- Organisationsudvikling (forandringsprocesser, strategiprocesser, implementering af strategi)
- Lederudvikling (lederudvikling, ledergruppeudvikling)
- Arbejdsmiljø og trivsel (trivsel, udvikling af arbejdsmiljøet, opbygning af feedbackkultur)
- Konflikthåndtering og samarbejde
- Undervisning og workshops
- Rekruttering og erhvervspsykologiske tests
Mange erhvervspsykologer specialiserer sig i nogle bestemte typer opgaver
Jeg har f.eks. specialiseret mig i lederudvikling, ledercoaching, stressbehandling, ledergruppeudvikling, teamudvikling og forandringsprocesser. Men i praksis kan det være vanskeligt at adskille de enkelte dele fra hinanden, da der ofte er et stort overlap.
For eksempel kræver en vellykket forandringsproces både nærværende ledelse, klar kommunikation om hvorfor, hvordan og hvad og håndtering af potentielle konflikter. I sådanne processer vil der typisk være mange følelser, tolkninger og usikkerhed tilstede, og det er netop, hvad en erhvervspsykolog bliver uddannet til at forstå og guide ledelsen igennem.
Hvad kan en erhvervspsykolog hjælpe med?
- Facilitere organisationsudvikling gennem strukturerede forandrings- og strategiprocesser
- Styrke lederes kompetencer gennem ledercoaching
- Forbedre arbejdsmiljø og øge trivsel blandt medarbejdere
- Opbygge en konstruktiv feedbackkultur på arbejdspladsen
- Løse konflikter og optimere samarbejdet mellem kolleger og afdelinger
- Designe og gennemføre skræddersyede workshops og undervisningsforløb
- Kvalificere rekrutteringsprocesser gennem psykologiske tests og vurderinger
- Håndtere følelsesmæssige reaktioner under organisatoriske forandringer
- Give sparring om psykologiske processer på arbejdspladsen
- Forebygge og behandle arbejdsrelateret stress
- Udvikle velfungerende teams med klar kommunikation
Fordele ved at samarbejde med en erhvervspsykolog
Når du samarbejder med en erhvervspsykolog, får du en sparringspartner, der fagligt har dygtiggjort sig inden for de psykologiske processer på arbejdspladser og organisationer. Du vil få et samarbejde med en person med evidensbaseret specialviden samt praksiserfaring fra, hvordan psykologien folder sig ud mellem mennesker i en arbejdsmæssig kontekst.
Finder du en erhvervspsykolog der er specialist i arbejds- og organisationspsykolog ved du også, at det er en person med en omfattende teoretisk og praktisk baggrund om processerne på arbejdspladsen.
Flere erhvervspsykologer har ligeledes selv været ledere og således førstehåndserfaring med ledelsesrollen. Dette er ofte et godt match – lederudvikling og en erhvervspsykolog med ledererfaring.
Hvordan foregår et forløb?
Ingen forløb er ens. Men uanset om det er et ledercoachingforløb hvor erhvervspsykologen agerer som ledelsescoach eller det er en organisationsproces, eks udvikling af en ledergruppe er der nogle ens processer.
1) Afklaringsfasen:
Der er næsten altid en afklaringsproces, hvor parterne bliver enige om, hvad målet med forløbet er. Hvem og hvad skal der arbejdes med. Er det f.eks. en leder der ønsker et ledercoachingforløb, skal der afklares om lederens chef skal orienteres, skal chefen interviewes for at få input til samtaleforløbet?
Hvor ofte skal man mødes og hvor længe varer samtalerne.
Hvem betaler for forløbet, lederens afdeling eller lederens chef? Og hvis det er chefen, hvor meget løbende information skal vedkommende have?
2) Gennemførselsfasen:
Skal der løbende være samtaler om hvordan processen skrider frem?
Er der behov for at justere planen undervejs?
Opstår der nye udfordringer som påvirker samarbejdet og skal medtænkes?
3) Evalueringsfasen:
Hvordan får vi samlet op på hvad læringen var, hvad virkede og hvad virkede ikke. Hvilken læring har lederen eller gruppen fået som er nyttig i næste proces?
Helt generelt er det en god ide at bruge lidt tid på at tale forløbet igennem og afstemme forventninger med hinanden.
Hvad koster et forløb med en erhvervspsykolog?
En erhvervspsykolog koster typisk mellem 1500 – 3000,- kroner i timen. Prisen for et forløb afhænger af omfang og karakter. Et individuelt stressbehandlingsforløb prissættes typisk anderledes end et større organisationsudviklingsprojekt.
Uanset om din organisation står overfor større forandringer, ledelsesfaglige udfordringer eller ønsker at udvikle jeres ledergruppe, kan en erhvervspsykolog være en værdifuld samarbejdspartner i processen.
Kontakt mig for en uforpligtende samtale om, hvordan jeg kan hjælpe netop din organisation.